01. april 2022 – Det aller mest undervurderede i dit vægttab!

NEAT – Undervurderet som bare pokker?

I dag kunne jeg godt tænke mig at belyse en ting, som stadigvæk ikke helt får nok fokus, når vi snakker vægttab, træning og generelt forbrænding – også selv om at det er blevet bedre de senere år, så er det som om, at det stadigvæk bare er ret undervurderet.

Det jeg taler om, det er selvfølgelig NEAT (Non exercise activity thermogenesis) – dvs. med andre ord er det alt bevægelse, som du laver, som ikke er træning.

Eksempler på NEAT

Men hvad er NEAT så helt præcist, hvis vi skal komme det lidt nærmere.

Jo, ser du – klassiske eksempler på NEAT er fx;
– Når du cykler på arbejde.
– Når du bevæger dig rundt på dit arbejde (eller generelt bare arbjeder)
– Når du tager trappen i stedet for elevatoren.
– Når du leger med dine børn.
– Når du går med hunden (eller bare går en tur generelt)
– Når du går eller cykler ned og handle, i stedet for at tage bilen
– Når du fiser rundt der hjemme og gør rent, eller ryder op
– osv.

Det er altså virkelig bare ALT, som du går og laver i din dagligdag, som IKKE er træning.¨

Hvorfor er det så skide godt?

Forestil dig at når du træner 3 x på en uge (som for de fleste faktisk er sat højt),  så træner du måske 2 1/2 til 3 timer på en uge.
På én uge har de fleste 119 vågne timer i ugen.

Dvs. at din træning udgør 2,5% af dine vågne timer – og du har altså 97,5% (116 timer), som potentielt udgøres af NEAT.

Hvor tror du, at du forbrænder flest kcal? På de 3 timer, hvor du giver den gas – eller på de 116 timer, hvor du tuller rundt?

Ja, jeg er med på, at du ikke altid er i bevægelse, når du er vågen, men jeg er sikker på, at du forstår, hvor jeg vil hen.

De trælse typer der “bare kan spise hvad de vil”.

Vi kender alle sammen de der typer, som bare kan spise lige præcis, hvad de vil uden at tage på – også selv om de måske ikke træner mere end dig. Det virker unfair ik’?

Eller du kender måske en håndværker ven, som spiser basser hver dag fra tanken, og alligevel bare ikke tager noget fedt på! – hvad foregår?

NEAT foregår.

Forestil dig at gå rundt og være fysisk aktiv i 8 timer hver evig eneste dag (mandag til fredag hvertfald)
Og så sammenlign med din tjans foran kontoret, hvor det hårdeste du laver, det er turen ud til kaffe maskinen.

Så kan det godt være, at du giver den gas i din træning 3 x i ugen – men det er altså peanuts, hvad du forbrænder på de 3 timer, sammenlignet med fx en håndværker. – også selv om håndværkeren måske ikke træner alverden ved siden af.

NEAT kan bære dit vægttab.

Din NEAT udgør en klart større del af din forbrænding, end din træning gør, ja faktisk kan NEAT bære dit vægttab alene.
Du kan sagtens tabe dig uden at træne eller at direkte motionere – og blot sætter din lid til, at du er aktiv i din hverdag gennem helt alm. aktiviteter.

Dermed ikke sagt, at du ikke får noget ekstra ud af at træne, fordi det gør du, men mere om det en anden gang.

Mit budskab er egentlig bare, at hvis du hænger lidt i bremsen med din træning – så tænk nu bevægelse ind på andre måder.
Alle de små ting tæller – jeg ved godt, at det er en kliché, men det er virkelig rigtigt.

Podcast om vægttab

Hvis du har læst helt her ned til, så må det unægtelig være fordi, at du syntes, at der var et eller andet, som var interessant!
Og så i fald vil du med garanti også finde min nye podcast om vægttab super relevant og spændende.

Har du endnu ikke givet den et lyt?
Så er links til podcasten her 🙂

APPLE PODCAST 
SPOTIFY PODCAST
(Eller blot søg på “Vægttab #101”)